Klimaskovfonden åbner ny tilskudsrunde til skov på landbrugsjord

Klimaskovfonden har åbnet en ny ansøgningsrunde, hvor lodsejere kan få økonomisk støtte til at omlægge landbrugsjord til skov. Ordningen skal gøre det lettere at gennemføre skovprojekter og samtidig give økonomisk kompensation til den nye skovejer.
"Mange står lige nu og skal tage stilling til, hvad der skal ske med ens jord og hvordan landkortet skal tegnes i fremtiden. Der kan skov være en god mulighed. Med vores tilskud har man frihed til at vælge, om skoven skal bruges til jagt, hugst af træ eller være urørt natur. Uanset hvad, så tæller det med i klimaregnskabet, øger naturværdierne på ens ejendom og og dermed også ejendomsværdien," siger Poul Erik Lauridsen, direktør i Klimaskovfonden.
Støtten består af to dele. Lodsejeren kan få en variabel auktionspris på op til 65.000 kroner per hektar til etablering af skoven samt en fast indkomstkompensation. Kompensationen er 29.500 kroner per hektar for almindelig skov og 44.500 kroner per hektar for ny urørt skov.
Det betyder eksempelvis, at en lodsejer, der etablerer 10 hektar urørt skov, får 445.000 kroner i indkomstkompensation. I 2025 og 2026 har ansøgere i gennemsnit fået 87.000 kroner per hektar i samlet støtte.
To lodsejere fortæller i pressemeddelelsen om deres erfaringer med skovrejsning. Kaj Kirk fra Thy har etableret 5,4 hektar skov på baggrund af blandt andet jordens kvalitet og mulighederne for natur og jagt.
"Men med den dårlige landbrugsjord, udsigten til at gøre noget for natur og jagt, og med de gode tilskudsordninger, der findes, ja så er jeg da ikke i tvivl om, at det her er en god investering!" siger Kaj Kirk.
Per Åris Johansen fra Skælskør har anlagt skov til både jagt og træproduktion og fremhæver, at projektet også kan øge ejendommens værdi.
Ansøgninger til efterårets runde skal sendes via Klimaskovfondens hjemmeside senest 2. december 2026.
Faktaboks: Tilskud til skovrejsning
- Ansøgningsfrist: 2. december 2026.
- Etableringstilskud: Variabel auktionspris på op til 65.000 kroner per hektar.
- Indkomstkompensation for almindelig skov: 29.500 kroner per hektar.
- Indkomstkompensation for urørt skov: 44.500 kroner per hektar.
- Ti hektar urørt skov giver 445.000 kroner i indkomstkompensation.
- Gennemsnitlig samlet støtte i 2025 og 2026: 87.000 kroner per hektar.
- Ansøgning sker via Klimaskovfondens hjemmeside: klimaskovfonden.dk.






Accepter kun nødvendige cookies